Team Jelling Friskole:














Else Speyermann - administrativ viceleder
Om mig: Jeg er årgang 1976, gift med Rasmus og bor i Thyregod sammen med vores tre børn.
Min baggrund er blandet. Jeg har en kandidat i historie, men har i mange år arbejdet ved Siemens som indkøber af stål til vindmølletårne.
Jeg er vild med at lave fri skole og min baggrund i kultur, excel ark og bestyrelseserfaring fra mine børns friskole har ført mig her til Jelling Friskole.
God skole er, når vi bruger vores frihed til at skabe gode rammer for undervisningen, til at danne børn og gøre dem nysgerrige på livet omkring dem. God skole er når vi mærker fællesskabet gro og oplever børnene vokse i det.
Claus Edelmann Rasztar - lærer og souschef
Om mig: jeg er årgang 1973, gift med Anne-Dorthe sammen har vi tre døtre.Bor i Mølholm i Vejle med hund og 3 høns. Tiden udenfor Jelling Friskole bruges på familieliv og vasketøj
Jeg er uddannet som pædagog og efterfølgende som skolelærer, natur og teknik, biologi og didaktik. Jeg er også uddannet som AKT-lærer. Ydermere en uddannelse som buschaffeur......
Jeg har en stor passion for cykling og cyker så meget jeg kan.... læser bøger krimier og Morten Sabroe.
God skole er, når udervisningen blir nærværende og eleverne oplever mening, ved at tilegne sig viden. Det er fantastisk når det tillærte pludselig opleves som noget nyttigt og genkendeligt. God skole er også bare glade og trygge børn, der ikke er til at stoppe igen.....
Jane Rønsholt Madsen - lærer
Om mig: jeg er uddannet journalist og lærer. Bor i Fredericia med min mand Klaus og vores tre drenge.
Jeg elsker at udvide horisonten.
God skole er, når eleverne lærer af og med hinanden i et trygt og inspirerende fællesskab.
Rie Moos Villumsen - lærer
Om mig: jeg er årgang 1963, gift med Uffe og sammen har vi to voksne piger. Flere uddannelser i bagagen, men seneste er læreruddannelsen fra 2001.
Jeg elsker at løbe - helst langt i naturen. Det giver ro, tid til reflektion og jeg samler energi op.
God skole er dannelse. Når både børn og voksne trives og lærer om, af og i verden.
Niels Kristian Hyldgaard Jakobsen - lærer
Om mig: Jeg er årgang 1978 opvokset på Lolland, og har bl.a. boet i Aarhus, New York og København. Jeg er gift med Marie og sammen bor vi i Vejle med vores to døtre Laura og Tilde. Jeg bruger meget tid bag flyglet og elsker at spille musik. Jeg løber ogå gerne en tur og når vejret tillader det, sidder jeg i kajakken på Vejle Fjord.
Jeg uddannet lærer fra N. Zahles Seminarium (2007) med liniefag i dansk, musik, tysk og idræt. Efter en række lærerjobs på forskellige typer skoler, er jeg havnet på Jelling Friskole. Friskolen er her jeg hører hjemme. Skolen skal være et rart sted at lære og at være. Friskolen giver mulighed for at lave en skole, hvor eleverne møder forskellighed på kryds og tværs af fag, børn og voksne. Her er vi fælles og kan være, gøre og tænke. Den gode skole skaber begejstring og glæde i fællesskabet med nysgerrighed og viden som krydderi.
Kathrine Poulsen - lærer
Om mig: jeg er årgang 1989, bor i Jelling, underviser i matematik og kulturfag og er holdlærer. Jeg er uddannet i samfundsfag og specialpædagogik
Jeg elsker at se og opleve de forskellige årstider i forandring
God skole er når elever og lærer føler sig som en del af skolen, når der er glæde og læring til stede, når der er plads til forskelligheder.
Vivi Lund Møller - lærer
Om mig: Jeg er uddannet lærer fra 1999, hvor jeg siden har arbejdet på en friskole og en efterskole. Jeg har boet i Strib siden 2004 sammen med min mand Gorm og vores søn Konrad og vores 2 katte.
Jeg elsker at være udenfor sammen med andre. Det kan være at gå ture i skoven eller ved stranden, lave bål og meget mere. Men jeg føler mig rigtig godt hjemme på vandet, især når en båd fører sejl.
God skole er når alle respekterer hinandens forskellighed, så der kan foregå læring, og der er fokus på fælleskabet. I dette fællesskab er det muligt at læringen også kan foregå på tværs af årgange, så der er mulighed for at skabe nye relationer evt. i forhold til interesser. Ovenstående er muligt, når skole foregår i trygge rammer i samarbejde med børn, voksne og forældre.
Jens Christian Lind - lærer
Om mig: Jeg er årgang 1976 og bosiddende i Urhøj (Vejle) sammen med min familie. Mine interesser er familie, naturoplevelser og ishockey. Jeg er oprindelig sønderjyde, men flyttet til Vejle 2019. Jeg er uddannet fra Haderslev Seminarium i 2008 og har liniefag i matematik, NT, dansk, fysik/kemi og idræt. Jeg har arbejdet på folkeskole, friskole og en tysk mindretalsskole. Tidligere har jeg arbejdet som laborant/miljøtekniker samt været postbud.
God skole er: Når man møder glad i skole og går både glad og klogere hjem igen.
Sus Hviid Huss - lærer
Om mig: Jeg bor i Jelling og har to voksne børn.
Jeg er uddannet lærer på Jelling Statsseminarium. Siden har jeg været voksenunderviser, vejleder, friskolelærer, SFO-leder og lærer i 10. klasse + folkeskolen.
Fritiden bruger jeg gerne med familie og venner - på vandreture, en god film/bog, rejser og foreningsarbejde.
God skole er: et trygt fællesskab med glæde ved at være og lære sammen og af hinanden - og hvor der opstår et mod til at dele og deltage - til at skubbe grænsen for hvad vi tør og kan.
Simone Köser - lærer
Om mig: Jeg er årgang 1993, bor på Uhrhøj med min mand og vores søn. Jeg er uddannet lærer fra Odense Lærerseminarium i 2018 med fagene: idræt, engelsk og geografi. Jeg har tidligere arbejdet på en folkeskole i Odense, hvor jeg både arbejdede som tilkaldevikar, barselsvikar, støtte og klasselærer.
God skole er: når der er plads til alle uanset niveau og når man løfter i flok/fællesskabet
Tanja Borggaard Andersen - lærer
Pædagogisk personale
Nanne Siff Rasmussen - pædagog og lærer
Om mig: jeg er årgang 1970 og har 3 dejlige unger. Jeg er gift med en dejlig mand og vi bor i den lille by Uldum tæt på Tørring. Jeg er uddannet pædagog og har også en ssh-uddannelse i rygsækken. Derudover er jeg autodidakt teaterinstruktør.
Jeg elsker at arbejde med projekter, have det sjovt og overraske.
God skole er, når vi i samlet flok kan skabe det vi har lyst til.
Susanne Thyme Hildebrandt - støttepædagog og lærer
Om mig: Jeg er årgang 1978, bor alene med mine 2 piger i Jelling.
Jeg er uddannet dekoratør og pædagog.
I skoledelen har jeg lidt forskellige funktioner og i SFO/klub er jeg en fast del af det pædagogiske team.
Det bedste ved friskolen er, at der er plads til, at de personlige og faglige kompetencer kommer i spil, hvilket er til god gavn for børnene. Børnene får dermed engageret og nærværende voksne og de voksne får omvendt, engageret og lærevillige børn.
Min fritid bruges på indretning og kreativiteter af forskellig art. Derudover går jeg til badminton og kor.
God skole er: Er når alle har en værdi i fællesskabet. Det giver den bedste forudsætning for trivsel, læring og udvikling.
Iben Dyrberg Kjærholm - pædagog